Tal ikke om særlige behov, tal om evner for inklusion

Image: Syda Productions / Shutterstock.com

Med hensyn til kompleksiteten i nutidens klasser, er det ikke tilstrækkeligt at anvende kollektive metoder til at opfylde behovene hos elever med vanskeligheder. Per Skoglund, politolog og F&U-koordinator, diskuterer behovet for at ændre perspektiv.

I løbet af mine 25 års arbejde og forskning i undervisning og specialpædagogik har betegnelser for elever varieret fra "vanføre" til "funktionshæmmede", "personer med funktionsnedsættelser", "elever med særlige undervisningsmæssige behov" eller "elever med behov for støtte til at opnå de forventede mål". Men formuleringen af én aktørs "behov" synes ikke at være tilstrækkelig. Det er mere frugtbart at formulere spørgsmålet med hensyn til forholdet mellem lærerens unikke evne og elevens unikke evne!

Det kan illustreres ved at tænke sig, at disse betegnelser blev brugt ensidigt: ”handicappede" skoler hvis lærerne ikke var i stand til at imødekomme elevernes behov, og "skoler til undervisning med særlige behov" hvis lærerne havde behov for støtte til at nå de forventede mål.

Det er sådan set det, der er essensen. Elever med behov for støtte kan vel være knyttede til lærere, som har behov for støtte.

Hvordan kan vi så forbedre undervisningen? Professor John West-Burnham skriver, at "vi skal starte med de lærende som unikke individer og opbygge deres undervisning i forhold til hvem de er." Jeg støtter dette helhjertet og foreslår nogle gennemprøvede tiltag, der kan medvirke til at forbedre vores foretagender og resultaterne.

Tag i betragtning, hvad fokus på læring handler om: det synes at være vores evne til at støtte børnene i at udvikle sig og og at blive deltagere i livet og samfundet. Isolerede individer kan ikke frembringe denne støtte; den skal frembringes gennem ægte fællesskaber med naboer, forældre, fagfolk i skolen og andre.

Derfor bør man undgå at tænke og tale om "inklusion" som en ting, en tilstand eller et spørgsmål om at placere alle personer i samme "klasselokale". Tænk i stedet for og tal om det som et spørgsmål om hvilke kvaliteter eller "inklusive kapaciteter" vi professionelle skal skabe sammen: evnerne til at se, forstå og støtte den enkelte elev, så de kan blive velfungerende mennesker i et demokratisk samfund. Den følgende begrebsmodel kan hjælpe os med at fokusere på reelle forbedringer i skolen:

Per Skoglund's inklusionsmodel

Denne model peger på, at lærerne ikke kan håndtere kompleksiteten i nutidens mangfoldighed på egen hånd. Det synes at være nødvendigt at skabe et stærkere læringsfællesskab blandt fagfolk, baseret på mere konstruktiv ledelse der prioriterer proaktiv udviklingsstøtte til de daglige aktiviteter såsom undervisning og læring – i stedet for særlige ressourcer rettet mod elever, der ikke har klaret sig som forventet, og derefter får reaktiv, særlig støtte.

Derfor vil undervisningssystemet, de ansvarlige for undervisning, vejledere, støttefunktioner og lærere forhåbentlig gå sammen og sige:

 ”Vi kan gøre det bedre sammen; vi kan ikke kompensere for alt alene, men sammen kan vi prøve at se, forstå, tilpasse os og udfordre den enkelte elev på bedst mulige måde."

Det er udfordringen! Dette er ikke nyt, men det er alt for let at glemme, når vi har travlt med at håndtere hverdagen. Derfor: reflektér over hverdagen, vær opmærksom på, hvad det drejer sig om mindst én time hver uge sammen med dine nærmeste kolleger. Det handler ikke om at være "reaktiv" i forhold til noget unikt vi bliver stillet overfor – en "mangel" eller "specielle" og "vanskelige elever" versus "normale". Det er snarere en opfordring til hver enkelt aktør om at forstå situationen for deres nærmeste aktører og at støtte dem ved at fokusere på spørgsmålet: ”hvad virker" set i lyset af forskningsresultater og din egen erfaring?


Per Skoglund er politolog og siden 2002 F&UD-koordinator i det svenske nationale agentur for udvikling af undervisning og skoler. Han fokuserer på, hvordan man understøtter uddannelsessystemer og skoler i at øge deres inklusionskapacitet. Fra 2014 til 2016 var han rådgiver i Det Europæiske Agentur for Udvikling og Inklusion.