Samarbejde inden for uddannelsessystemer kan antage forskellige former – fra netværksaktiviteter til mere formaliserede grupper af skoler. “Netværksaktiviteter” indebærer, at lærere og andre ansatte på skolerne mødes for at diskutere idéer og dele god praksis om visse emner, eller gensidig udveksling af ressourcer, der skal komme skolerne og lokalsamfundene til gode. “Gruppering” er normalt en mere formel gruppering af et antal skoler i samme by eller lokale region, der deler samme vision og udviklingsprocesser samt beslutningstagning. Repræsentanter fra skoler samles for at dele ressourcer eller arbejde om større initiativer sammen, der bidrager til skolerne og til regionen som helhed.
Baseret på vellykkede initiativer i medlemsstaterne har denne form for samarbejde vist sig at have rigtig gode fordele med hensyn til:
- hjælp med overgangene mellem uddannelsestrin (f.eks. fra børnepasning og førskoleundervisning til grundskole, fra grundskole til gymnasium, herunder erhvervsuddannelse);
- kontinuiteten af elevstøtte på tværs af skoler/region og igennem en elevs uddannelsesforløb
- tilvejebringelse af elevstøtte (f.eks. tværfaglige hold, der er i stand til at anskue problematikken fra forskellige vinkler, men på en koordineret måde)
- inddragelse af forældre og,
- uddannelse af lærere, og især lærernes faglige udvikling (CPD).
Alt det ovennævnte kan være med til at forebygge skolefrafald.
Erfaringerne fra medlemsstaterne viser, at samarbejde mellem skoler er lettere at opnå, hvis det involverer og støttes af lokale og nationale myndigheder, i det nødvendige omfang, alt efter de nationale forhold.
Selv i centraliserede systemer kan lokale myndigheder yde yderligere støtte til at hjælpe med at håndtere familierelaterede og sociale problemer, der fører til, at unge forlader skolen for tidligt, f.eks. gennem opsøgende arbejde for at få fat på elever uden for skolemiljøet. Nationale myndigheder kan bistå ved at tilskynde til og muliggøre dette regionale/lokale samarbejde og ved at tilføre midler til initiativer. Nationale og lokale uddannelsesmyndigheder er ligeledes velegnede til at komme i kontakt med andre offentlige myndigheder og tjenester, så det sikres, at politikker, der beskæftiger sig med skolefrafald, tilpasses hinanden.
Et eksempel på gruppering af skoler: Portugal
I Portugal har der fundet en betydende omstrukturering sted af skolesystemet med det formål at udjævne geografiske forskelle både i landområder (hvor mange skoler er små og isolerede) og i byer (hvor skoler ofte er overfyldte). Omstruktureringen skete for at forbedre resultaterne af PISA 2000 og for at tage fat om problemområder, der medvirker til høje frafaldsprocenter. Omstruktureringen førte til indførelsen af et netværk af “skoleklynger”, der samler flere skoler (på forskellige niveauer – fra førskoleundervisning og børnepasning, og op til gymnasieniveau) i et enkelt uddannelsesprojekt og under én primær skoleleder. En typisk klynge kan bestå af mellem 5 og 10 førskoleenheder og grundskoler og gymnasier, og en enkelt højere sekundær uddannelsesinstitution. Der findes i dag 811 operative klynger og gymnasier uden for gruppen.
Europa-Kommissionen, Working Group Schools Policy, Early school leaving Country focus workshop: School governance and collaborative practices, Portugal, 11-14 November 2014.
Læs også:
Bennet, B., A. Daughtrey, and A. Wieder, Collaboration: Closing the Effective Teaching Gap, Center for Teaching Quality, Carrboro, North Carolina, 2009.
MacNeil, J., School- and Cluster-based Teacher Professional Development: Bringing Teacher Learning to the Schools, Working Paper #1, US AID, Washington, D.C., 2004.
Yderligere læsning:
Lock, A., Clustering together to advance school improvement: working together in peer support with an external colleague: Full Report, National College for Leadership of Schools and Children’s Services, Nottingham, UK, 2011.
